23948sdkhjf

Salling vil opfinde BR på ny

Også i fremtiden skal legetøj kunne købes lokalt. Det forsikrer Salling Group, der har købt det konkursramte Top-Toys

- Vi er meget optagede af, at man også fremover kan købe legetøj lokalt og have gavn af det som børnefamilie.

Sådan lyder det fra Mads Hvidtved Grand, pressechef for Salling Group, efter torsdagens nyhed om, at Salling Group køber Top-Toys samlede danske varelager samt rettigheder til BR-brandet i Danmark.

Alt tyder samtidig på, at selve BR-brandet i en eller form får lov at overleve salget til Salling Group.

- Rigtige mange børn og børnefamilier har gode erfaringer og oplevelser med BR, og derfor skal vi finde ud af, hvordan det kan bevares, siger Mads Hvidtved Grand til TV2 Østjylland.

Ifølge ekspert i detailhandel Flemming Birch kan det være i form af BR-afdelinger i Føtex og Bilka.

- Det er nok ikke et helt forkert gæt, at de eksisterende legetøjsafdelinger i Føtex eller Bilka bliver rebrandet til BR. Det bliver en butik i butikken, siger Flemming Birch, der er partner i Birch og Birch, til TV2 Østjylland.

Det revolutionerer ikke markedet, fordi Føtex og Bilka allerede sælger legetøj, understreger Flemming Birch. Men BR kan ikke desto mindre være et aktiv for Salling Group, lyder det.

- Det bliver måske lidt mere spændende at købe legetøj i Føtex eller Bilka, så det kan være med til at give en bedre oplevelse i butikken - og trække flere mennesker i butikken, siger Flemming Birch til TV2 Østjylland.

Det er også en mulighed, at Salling Group køber nogle af de lejemål, der nu er ledige efter Top-Toys konkurs, med henblik på at skabe nye BR-butikker.

- Vi ser et rigtig godt match mellem Top Toys varelager, og så det udbud, vi har af legetøj, i Føtex og Bilka. Vi kommer til at sætte endnu mere tryk på legetøj. Det bliver en endnu vigtigere del af vores forretning fremadrettet, lyder det fra Salling Groups pressechef.

Den aftale, der er indgået mellem Salling Group og de kuratorer, der har stået for salget af, omfatter ikke rettigheder til Toys’R’Us-brandet, som dermed uddør i Danmark.

- Toy'R'Us er et internationalt varemærke, og på den måde er det ikke muligt at overtage rettighederne. Det drives videre i andre lande. Men vi har overtaget den del varelageret, der tilhørte dem, siger Mads Hvidtved Grand til TV2 Østjylland.

Salling Group har købt rettighederne til BR-brandet i Danmark - men det betyder ikke, at BR bliver 'business as usual'.

- Det er en udfordret branche, det viser Top Toys konkurs, så vi skal være rigtig dygtige, hvis vi skal kunne gøre det anderledes. Vi skal ud og genopfinde BR, siger Mads Hvidtved Grand til TV2 Østjylland.

Det næste skridt for Salling Group er at finde ud af, hvordan selskabet bedst kan bruge BR-navnet til gavn for de kunder, der gerne vil købe legetøj, lyder det fra pressechefen.

- Vi oplever, at danskerne stadig er interesserede i at købe legetøj lokalt. Vi er meget optagede af, at legetøj forbliver noget, man kan kigge på lokalt, få rådgivning om lokalt og bytte lokalt, siger Mads Hvidtved Grand til TV2 Østjylland.

Han har en god nyhed til de uheldige sjæle, der har fået en gave fra et konkursramt firma.

- Hvis man har julegaver, der er købt i Fætter BR eller Toy'R'Us, så har man mulighed for at bytte dem hos os, hvis vi har de varer, der er tale om, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078